På autopilot
På St. Martin samles mange europæiske både for at handle og forberede sig til den lange sejlads til Azorerne og videre til sine hjemlande. Det er ikke bare afslutningen på en almindelig sommersejlads. For mange er det den længste tur nogensinde, og vi kan blive udfordrede med både vindstille, storm og modvind. På ankerpladsen bliver der udvekslet mailadresser og telefonnumre men også tips om hvor man kan få langtidsholdbar youghurt og filtre til en Volvo Penta.
"Hej, jeg så flaget og ville lige hilse." Det sker næsten hver dag, at der kommer en gummibåd med en anden sejler forbi.
"Er du også på vej hjem? Kom ombord og få en kop kaffe."
Egentlig har jeg ikke tid til at drikke kaffe nu, men jeg prøver at balancere socialt liv med arbejde på båden. En af vores største udfordringer har været selvstyringen af Anna Lisa. Ned langs Afrika havde vi problemer og det må ikke ske igen på vejen hjem. Efter søgning efter noget som kan klare et oceankryds, har vi med hjælp fra Max på Watski fået en Raymarine Evolutions fløjet til Caribien.
Mine tanker er på den uoverskuelige bunke af manualer, kabler og dele som skal passe sammen for at få autopiloten til at fungere. Raymarinen er ikke bare en enkel rorpinds-pilot som den vi havde tidligere.
Gyro/kompas og styreenhed på den nye autopilot installeres i skabet på toilettet. Der er ingen kabler eller andet som kan give magnetisme.
"Har du prøvet radionetværket?" spørger manden når vi sidder med hver sin kaffe. Hver morgen kl. 7.30 på VHF kanal 10 hjælper sejlerne hinanden med tekniske problemer og arrangerer sammenkomster. "Jeg mener at der er en Raymarine ekspert her."
Det skal jeg prøve hvis alt går galt. Jeg læser manualerne som aftenlitteratur og snart har jeg planlagt hele installationen. Jeg indser, at det som i de mange æsker virkede uoverskueligt, i virkeligheden er logisk og enkelt. Der er en god grund til, at der er både et display, en styreenhed, en gyro/kompas og en drivarm. Det er en genial måde som det hele kobles sammen på, og jeg kan ikke lade være med at drømme om at udskifte resten af bådens instrumenter til Raymarine også.
Det er svært at lave pænt snedkerarbejde på en ankerplads. Det her skal jeg lave om når vi kommer hjem.
Dønningerne fra en ubehagelig nordatlantisk storm ruller ind på ankerpladsen, og vi gynger som var vi på åbent hav. Der er ikke mange som sover om natten, og vi er flere både som flytter ind i St. Martins lidt kedelige, men godt beskyttede lagune. Jeg når at teste piloten et par minutter, og den fungerer uden problemer. Så kan jeg strege et punkt på listen og har kun 14 punkter igen.
Med to uger tilbage til afgang, når jeg nok nå både at få lavet de sidste forberedelser og at drikke kaffe med de andre sejlere.